Sundhed er en tilstand af fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke kun fravær af sygdom. Sådan definerer WHO sundhed og det er netop denne brede definition vi tager udgangspunkt i hos NOÉL Motion.
Vores undervisningstilbud til mødre, der lige har født, nybagte fædre, samt babyer og tumlinger har alle sundhed for øje, samtidig med, at vi vil skabe et rum, der lægger op til dannelse af nye relationer i lokalområdet.
Vi er to søskende (lillesøster Line og storesøster Jannie) som har brygget på en idé, ud fra behov, som vi selv havde under vores barsel, og som nu er blevet til virkelighed. Og nåh ja, det har ikke bare lige været under den sidste barsel her i 2024, vi har nemlig tilsammen 5 børn under 5 år.
Line har tre skønne børn fra 2020, 2021 og 2023. Hun bor i Svenstrup sammen med sin kæreste Kristian. Der er altid fart over feltet, og Line har ofte gang i et eller andet spændende projekt.
Line har altid været fysisk aktiv i sin hverdag. Hun har været på talenthold i gymnastik, spillet fodbold på elitehold og spiller stadig badminton.
Foreningslivet har en stor betydning for os begge. Og det er den følelse af at være en del af et hold, der er en af buerne i NOEL.
Line er uddannet sygeplejerske og har qua sin uddannelse en faglig viden om kroppen og vigtigheden af sundhed og bevægelse i ens hverdag.
Jannie bor i Svenstrup med sin mand og to dejlige børn fra 2020 og 2023. Med to krudtugler flyver dagene af sted, og det er bare med at følge med så godt man kan.
Jannie er uddannet Personlig Træner. Sport, fitness og foreningsliv har altid fyldt meget i hendes liv. Hun har altid været meget engageret både som træner og som en del af udvalg. Hun har tilegnet sig en masse viden om bevægelse efter fødsel, og træning og bevægelse generelt, da det har stor interesse for hende.
Hun har spillet fodbold og spiller stadig badminton i Gug sammen med Line, og deres kærester. Vi kender alt til udfordringer med for få timer i døgnet, men har prioriteret stadig at være en del af et hold og foreningsliv som vi elsker. (Også selvom, at der er kommet børn til, som ikke altid gør det muligt at færdiggøre en træning, fordi de skal puttes, igen, eller ammes - men lidt fysisk og social aktivitet er bedre end ingenting)
Vi har sammen gennemført Coast2Coast, hvor vi løb/cyklede efter solopgangen i Frederikshavn. Jannie har gennemført 2 halvmaratons og forsøgt sig med et cykelløb (som hun med nød gennemførte, fordi hun ikke havde trænet sine sædemuskler nok op, av).
Så hvad skal det næste aktive projekt mon være… og skal det mon være med eller uden børn…
Vi glæder os så meget til at se dig på vores hold, hvor vi føler os så privilegerede over at kunne hjælpe, inspirere og arbejde med jer og jeres søde babyer.